Næste sommer Med Ivan er vi tilbage i 1980'erne. Til daglig lever Ivan et jævnt kedeligt liv på Nørrebro i København, med en far der arbejder hos postvæsenet og en mor der er kassedame i Brugsen på den anden side af gaden.
Men hver sommer slippes Ivan løs fra stenbroen. Han tilbringer samtlige sommerferiens uger hos sin noget rodede og halv-senile onkel i Århus, og
DET er livet, som Ivan gerne vil leve det. Med en onkel, der lader Ivan være sig selv - så meget at han sommetider glemmer, at Ivan er der - og med et nabokollektiv, der rummer en række arketyper af den tids røde kollektivister.
Ivan bliver et år ældre for hver af de tre Ivan-bøger i serien.
Serien roses for at være noget af det morsomste på sit felt.


I "Næste sommer" forsøger grundejerforeningen på den fine villavej - hvor Ivans onkel har sit forfaldne gamle hus - at smide onklen ud. Hans grimme hus og forsømte have sænker de øvrige huses værdi. Da det ikke hjælper med det onde, prøver grundejerne at købe onklen ud, og det er lige ved at lykkes. Til Ivans store rædsel. Han ser for sig sit sommerferieparadis forsvinde, men så slår han sig sammen med nabo-kollektivisterne, og så sker der ting og sager. I hurlumhejet møder vi også en hovedrig dame, der forelsker sig i Ivans onkel; vi møder desuden Ivans anden og glemte onkel, som vistnok for mange år siden udvandrede til Amerika.

Bogen henvender sig primært til alderstrinet: Fra 11-12 år.
Sådan anskaffer du bogen: Bogen er udsolgt fra forlaget, men kan lånes på bibliotekerne.
Bogen er udgivet af: Forlaget ABC.