FREMRAGENDE BØRNEBOG OM KRIGEN I IRAK

(Fem ud af seks mulige stjerner)

Det er intet mindre end en fremragende børnebog, den 54-årige skolelærer Lars Holmgaard Jørgensen har skrevet om krigen i Irak.
   "Nicklas og krigen" er godt fortalt, har en spændende historie og en tankevækkende slutning, der åbner for utallige diskussionsmuligheder med børnene.
   Selv om krigen i Irak ligger langt uden for de fleste børns referenceramme, så skal der nok være børn rundt om i de danske hjem, der fanger en sætning eller to i nyhederne eller ser billeder fra Irak, som de ikke forstår.
   Derfor er det velgørende, at Lars Holmgaard Jørgensen tager fat på problematikken ved at fortælle om krig i børnehøjde uden en eneste gang at beskrive død eller lemlæstelse. (...) Bogen anbefales på det varmeste, men vær selv med på sidelinien, når børnene læser.