Lars Holmgaard JørgensenLars Holmgaard Jørgensen er født i 1952 i byen Vodskov i Vendsyssel. Han arbejder som skolelærer i Aarhus og har i den forbindelse erhvervet sig tilnavnet "Fortællemanden". Børnene på hans skole vil gerne have ham som vikar, fordi de synes, han er så god til at fortælle!

Han har siden starten af 1980'erne skrevet en lang række bøger for for både voksne, unge og børn.
Lars elsker at hente inspiration tilbage i historien - og kan ikke helt forstå de forfattere, der synes, de er nødt til at opfinde besynderlige verdener og fantasi-væsner, når nu fortiden er så rigeligt rig på gåder og ufattelige tragedier og dramaer.  
Og Lars fortæller historier om nutidens dramaer, om børn og unge fanget i de voksnes roderier, i kriminalitet, i kærlighed, i håb og fremtid.

Aschehougs pris for "Årets bedste historiske novelle for børn" gik med fortællingen "Gåsepigen" i 1982 til Lars.
Og i 2005 var han nomineret til 'Orlaprisen' i kategorien ungdomsbøger. Den nominerede bog var ' Sabotøren ', som finder sin handling i det sidste besættelsesår 1945.
Igen i 2013 var Lars nomineret til Orlaprisen, denne gang med Egernfolket bind 1: Menneskejægere."